Når nu jeg lige tænker over det

Med veninderne og så det at være så langt væk. Jeg er ikke verdens mester i at skrive mails og det er bla. en af grundene til at jeg har oprettet denne her blog. Heldigvis har vi facebook og det hjælper mig en hel del. Når jeg sender mails til mine veninder om hvordan jeg har det og hvad jeg går og laver, forventer jeg ligeledes at få en mail tilbage hvor de fortæller mig hvordan de har det og hvad de går og laver. Sådan går det bare ikke altid og nogle gange kan jeg godt tænke, i et svagt øjeblik: Nå så kan det da også være lige meget så "gider" jeg da bare ikke være veninde med hende mere. Bare fordi jeg er her i Brasilien og nogen måske syntes at det er sindsygt spændene, så betyder det på ingen måde at jeg ikke vil høre eller ikke er intereseret i at høre om hvad de går og laver derhjemme tværtimod.

Jeg talte med en veninde her i Brasilien om det, hvor ofte hun talte med sine veninder, det gjorde hun hver dag. Det har jeg desværrer ikke mulighed for endnu, men det skal nok komme. Men veninden mindede mig også om, at det jo er mig som er rejst fra dem. De lever deres liv videre som før, bare uden mig. De mangler jo ikke mig på samme måde som jeg mangler dem, så derfor er det også primært mig der skal sørge for at holde fast i dem. Jeg håber dog bare at de læser lidt med på bloggen her engang imellem, for pt. har jeg ikke så meget tid til at skrive til alle. Men tøser, jeg savner jer allesammen.