Puha en film

Don Cheadle spiller den heroiske hoteldirektør Paul Rusesabagina, som skjuler og redder tusind tutsier under hutuernes monstrøse massakrer i Rwanda, der i 1994 kostede over 800.000 mennesker livet i tre blodige sommermåneder.

Historien minder om en anden autentisk baseret fortælling, som Steven Spielbergs så gribende filmatiserede i Schindler's List (1993) - et såkaldt almindeligt menneske, der pludselig finder sig i en altafgørende nøgleposition og trodser alle odds, al fornuft og sætter sit eget liv på spil for at redde livet for sine medmennesker.

I Hotel Rwanda følger vi det internationale samfunds passivitet, mens en af historiens værste folkemassakrer udspiller sig på rekordtid. Rusesabagina hvirvles ind i begivenhederne uden større overvejelse, men vakler aldrig i sit stadig mere risikofyldte forehavende, der ene og alene er drevet af ubøjelig samvittighed og medmenneskelighed. Snart omdannes hans luksushotel til et trængt refugium for tusind truede tutsier, og kun takket være et formidabelt mod og stålsat snarrådighed lykkes det ham at redde flygtningene fra de vilde massakrer, der hærger landet.

Rødderne til det dybest set helt arbitrære skel mellem Rwandas overklasse, tutsierne, og underklassen, hutuerne, stammer fra den belgiske kolonitid, men en propagandistisk gnist kombineret med et historisk had og et påtvunget modsætningsforhold udvikler sig her til en eksplosiv blodrus.

Udover Don Cheadles nøje afmålte karakterportræt er det filmens store styrke, at den så skånselsløst viser, hvilken meddelagtighed mediernes systematisk dehumaniserende dæmonisering får, hvor tutsierne reduceres til »kakerlakker«, der er skyld i alverdens ulykker, og som i lighed med pest og udyr naturligvis skal udryddes - og næsten bliver det.

Det er vanskeligt at bygge en fortælling om håb og mod på baggrund af knap en million nedslagtede mennesker - og det er vanskeligt at gå fra en sådan filmoplevelse med en opbyggelig morale, når man er bekendt med historien. Men det er hyldesten til den forskel, som individet kan gøre som individ, og det stærke portræt af Rusesabagina, der gør, at det lykkes med Hotel Rwanda.

Det er ikke skelsættende filmkunst, men det er en skelsættende fortælling, som af både kunstneriske og politiske grunde fortjener den dramatisering af et afgørende kapitel og et afgørende menneske i historien, som en god film kan levere.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2006

Ja, jeg har været inde og finde et referat på denne her film, fordi hvis jeg selv skulle rode mig ud i at fortælle om den ville det blive en værre sø-forklaring.

Jeg så den igår aftes, og fy for pokker en film. Det er én af den slags man kun ser én gang. Hvis ikke kongen havde siddet ved siden af havde jeg TUD brølet det meste af filmen. Jeg var rasende og meget rørt og vel at mærke ikke på den gode måde. Hold da op en historie. Drømte sågar at jeg blev skudt i nat, det har afgjort været filmen der påvirkede den drøm.

Jeg har lånt billedet hos: http://www.wikipedia.com/

Referatet af filmen har jeg lånt hos: http://www.humanisme.dk/