Parque Ibirapuera

Her forleden efter vi havde overnattet hos en kammerat var vejret simpelthen fantastisk, så vi bestemte os for at gå et stykke af vejen hjem. Og da vi nåede til en af alle indgangene til parken besluttede vi os for at slå et smut igennem, og det er jeg simpelthen så glad for at vi gjorde. Vi har længe talt om at slå et smut forbi og nu blev det endelig til noget. Det gav mig et helt nyt syn på denne her forfærdelige store beskidte by. Parken er gigantisk, jeg kunne hverken finde hoved eller hale, og der var små oaser af legepladser og bænke over hele parken, der er asfalteret stier/veje så man kan cykle og løbe på rulleskøjter. I tænker sikkert at cykle, det gør man da hver dag, hvad er der særligt ved det, men det gør man altså ikke bare lige i denne hersens by, det er først inden for få år der er begyndt at komme cykelister i trafikken og tro mig (ikke at jeg har prøvet det) man slår korsets tegn inden man sætter i fart. Nå, men i parken kan man cykle sig en fredelig tur og jeg tror den er stor nok til at man kan få sig en fin 1/2 lang tur. Børn der løber frit omkring og leger fange og spiller bold lige hvor de vil uden at bekymre sig om biler. Der er særområde til folk som vil lufte hunde uden snor. Der ligger også en fin lille sø med nogle, ja jeg vil kalde dem sorte svaner, meeen det er det nok ikke. Der er en stor skater bane. Man kan leje cykler. Der er park politi. Man sortere affaldet, eller der er ihvertfald spande til at man kan smide sit affald i den rigtige kategori. Jeg ser frem til sommeren kommer igen og vi skal holde massevis af picnics der, spille fodbold og rundbold. Vejret er stadig godt, men man er nødt til at vågne om morgenen for at man kan være helt sikker på vejret, lidt ligesom i Danmark. Jeg glæder mig til at få børn sammen med resten af vores omgangs kredse, så vi kan lufte vores babyer og snakke om skidt bleer, søvnmangel, ammehjerner, og om hvor fantastiske hver enkelt baby er. Jeg syns det er fantastisk at jeg har fundet et sted hvor mine kommende børn kan lære at cykle i fred og ro, uden at Fru Hønemor her kommer løbende bagefter med håret strittende i alle retninger, øjne der står flere meter ud af hovedet sammen med hjertet der bare pumper derud ad og med arme så lange som spaghetti, der svagt forsøger at fange ungerne fordi de bare cykler og cykler derud ad rundt imellem bilerne. Så er det problem løst ;o) Her forleden fortalte en kammerat at selv parken er delt op i rig og fattig, det gør mig lidt trist, men det er jo meget naturligt herude. Og det var nu ikke noget jeg lagde mærke til, men jeg er jo også ny her...